Den specielle måde at skabe sine børn på, som Gud ifølge Vandrer mod Lyset! brugte, at skabe dem som dualer, som mand og kvinde, to og to evigt samhørende væsner, kan give grobund for nogle problemer, som under indflydelse af mørket kan være ret alvorlige og smertelige.
Når man er inkarneret og stifter bekendtskab med dualtanken, er det naturligt at spørge sig selv om, hvor eller hvem ens dual er. Og kan man ikke umiddelbart få svar på dette spørgsmål, dualen synes "væk" eller lignende, kan dét betyde en ikke ringe lidelse for den således søgende.
Endnu værre er det, hvis man, igen under indflydelse af mørket, får den tanke, at man har mistet sin dual. Man har måske oplevet en dyb og langvarig forelskelse i en person som måske, måske ikke er ens dual, og har mistet sin elskede.
Men - selv om dualerne af og til skilles (dette kan der være mange grunde til; fx dødsfald, jordisk ufuldkommenhed, at man ikke genkender sin elskede osv osv) så hører de dog ligefuldt evigt sammen. Intet kan således for alvor skille dualerne, og derfor kan man ikke miste ham eller hende. Dualernes samhørighed er evig.
Følelsen "jeg har mistet min dual" er således kun et af mørkets forfærdelige bedrag, og det har intet hold i virkeligheden, og derfor er "dualkomplekserne" som her beskrevet dybt irrationelle, som alt ved mørket.
Når man er inkarneret og stifter bekendtskab med dualtanken, er det naturligt at spørge sig selv om, hvor eller hvem ens dual er. Og kan man ikke umiddelbart få svar på dette spørgsmål, dualen synes "væk" eller lignende, kan dét betyde en ikke ringe lidelse for den således søgende.
Endnu værre er det, hvis man, igen under indflydelse af mørket, får den tanke, at man har mistet sin dual. Man har måske oplevet en dyb og langvarig forelskelse i en person som måske, måske ikke er ens dual, og har mistet sin elskede.
Men - selv om dualerne af og til skilles (dette kan der være mange grunde til; fx dødsfald, jordisk ufuldkommenhed, at man ikke genkender sin elskede osv osv) så hører de dog ligefuldt evigt sammen. Intet kan således for alvor skille dualerne, og derfor kan man ikke miste ham eller hende. Dualernes samhørighed er evig.
Følelsen "jeg har mistet min dual" er således kun et af mørkets forfærdelige bedrag, og det har intet hold i virkeligheden, og derfor er "dualkomplekserne" som her beskrevet dybt irrationelle, som alt ved mørket.
Kommentarer
Send en kommentar