Carsten Ploug Olsen

Det der meddeles i "Spørgsmål og Svar II" no 64 om vi børns kamp for tanke-vilje-enhed, har en parallel i Urtanken og Urviljens kæmpen sig ud af mørket. Da Gud emanerede sig selv, fremstod af lyset efter at alt mørke var besejret, smeltede Urtanken og Urviljen ifølge "Vandrer mod Lyset" kap 1 således sammen, hvorved de blev upåvirkelige af mørket. Forskellen på Guds TankeViljeEnhed og vi børns er, at der ikke var noget iboende bånd mellem Urtanken og Urviljen, da Han kæmpede sig frem, sådan som Gud har skabt os børn. Derfor var Hans kamp så meget sværere at udkæmpe, også fordi der ikke fandtes nogle love, der regulerede lyset og mørket, og fordi Urtanken og Urviljen skulle besejre alt mørke - støttet af de tolv Tjenere, der var i Guds Tanke og Vilje fra det øjeblik Tanken og Viljen smeltede sammen med lysets to poler. Vi børn afspejler således i dybeste og egentligste forstand Gud og kosmos i vores kamp for tanke-vilje-enhed, åndelig helhed og helstøbthed.

Ifølge Vandrer mod Lyset! svinder mørket i kosmos mere og mere, for til sidst helt at forsvinde, være elimineret af lyset og Gud. Det lys som vil være tilstede når denne elimination er fuldbragt vil være alt lys - og det samme som altid har eksisteret. Mørket har således aldrig formået at eliminere noget lys. Når eliminationen af mørket er ført til ende, vil kosmos nå sin evighedsform. Samtidig vil lyset da nå sit maksimum - og dette maksimum vil vare ved i al evighed. Langsomt, uendelig langsomt, svinder mørket - og ved Guds elimination af det vil lyset langsomt, gradvist forstærkes, klargøres, indtil dets fulde, guddommelige intensitet og fylde nås når der ikke længere findes mørke.

i sjælens vinterland lever de bortvendte sjæles smerte oh, lykke når sjælen vender sig mod ilden

den dag du sagde farvel åbnedes hjertets afgrund jeg styrtede og menneskene veg fra mig jeg målte mit mørke i faldet med det yderste af neglene kæmpede jeg på afgrundens skrænter for ikke at knuses mod bunden men en dag kom den underligt velkommen for dette var mig hjertet vokser ved smerte en afgrund der fyldes med vind bliver den luft du indånder den dybe grund under dine fødder kærligheden

at blive født er at synke ned i glemsel og blindhed mennesket er ikke gammelt før det begynder at forråde sin inderste drøm drømmen om kærlighed krigen forråder den hadet freden er sendt på museum begravet som en ubrugelig utopi mennesket er ikke gammelt før det begynder at marchere se, alle de prangende parader de fejrer døden livet er sendt på museum begravet som en ubrugelig utopi se, de dødes sorg alle de der døde forgæves alle de der glemte og forrådte sig selv at dø er at stige op og se det hele

Den specielle måde at skabe sine børn på, som Gud ifølge Vandrer mod Lyset! brugte, at skabe dem som dualer, som mand og kvinde, to og to evigt samhørende væsner, kan give grobund for nogle problemer, som under indflydelse af mørket kan være ret alvorlige og smertelige. Når man er inkarneret og stifter bekendtskab med dualtanken, er det naturligt at spørge sig selv om, hvor eller hvem ens dual er. Og kan man ikke umiddelbart få svar på dette spørgsmål, dualen synes "væk" eller lignende, kan dét betyde en ikke ringe lidelse for den således søgende. Endnu værre er det, hvis man, igen under indflydelse af mørket, får den tanke, at man har mistet sin dual. Man har måske oplevet en dyb og langvarig forelskelse i en person som måske, måske ikke er ens dual, og har mistet sin elskede. Men - selv om dualerne af og til skilles (dette kan der være mange grunde til; fx dødsfald, jordisk ufuldkommenhed, at man ikke genkender sin elskede osv osv) så hører de dog ligefuldt evigt sam...

Smerte - psykisk (åndelig) eller fysisk - kan gøre et menneske aggressivt og ondskabsfuldt og irrationelt. Dette vil mange kende fra sig selv. Dette forhold er værd at holde sig for øje, hvis man vil prøve at forstå de Ældste. En meget stor del af deres ondskab må således tilskrives deres store smerte og deres dybe lidelse. Man må jo bestandig huske, at de Ældste ikke er skabt onde, de var fra den første begyndelse højtstående lysåndelige personligheder. Men i takt med at mørket fik større og større herredømme over dem, begyndte de også at lide - dybere og dybere - og det er min tanke, at denne lidelse nemt kan forklare en stor del af den ondskab, de mange onde gerninger, der fulgte. De kom ind i en ond spiral, hvor ondskab og lidelse gensidig forstærkede hinanden i de Ældste. En meget væsentlig og helt grundliggende forskel på lys og mørke psykologisk set er, at motivet til lysets handlinger overordnet set kan siges at være at berige andre. Den berigelse man derved også se...