Inspireret af præsidenten for Society for Universal Sacred Music, Roger Davidson, vil jeg sige, at tanken om fortabelsen altid har været brugt som magtmiddel her på Jorden.
Oprindeligt stammer tanken fra Satan, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Han kunne dengang ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Gud engang ville tilgive ham, og byde ham velkommen tilbage til sit Rige. Ja, at Gud længtes efter at tilgive ham, at vinde ham tilbage.
Han troede, at Gud ville knuse og tilintetgøre ham, formørket som han var. Han troede, at der ingen frelse var mulig for ham, og dem der var faldet sammen med ham. Han glemte Guds alkærlighed, glemte Hans almagt.
Siden er tanken blevet udbredt på Jorden, støttet af den dengang formørkede Satan, og misbrugt til at få magt over os mennesker, så vi bøjede os for magthaverne, typisk de gejstlige, i frygt og lydighed.
Til alle der måtte læse dette, siger jeg i Guds navn: Der findes ingen fortabelse! Gud elsker alle, og vil engang byde os alle velkommen i sit Rige, i Paradis, når vi har sejret over mørket, og fuldstændiggjort vores åndelige udvikling!
Som Roger siger i sit smukke brev: Vi er alle blomster i den samme have, og vi bestråles og belives af den samme Sol. Ingen trossamfund, heller ikke Vandrer mod Lyset!, har særlige forrettigheder hos Gud. Vi er alle brødre og søstre. Guds kærlighed er universel, og retter sig ikke eksklusivt mod større eller mindre grupper af mennesker, men omfatter alle, uanset tro eller mangel på tro!
Vandrer mod Lyset! er en mulig genvej til Gud, gennem tilgivelsen af den sørgende og angrende Satan (Ardor). Vi behøver ikke vandre ad denne vej; men dog er det den korteste vej til Ham. Men, som der står i lignelsen, "Vejene", i VmL: Den vej du vælger i tro og i håb, er den korteste.
Lad os alle acceptere dette, acceptere og respektere hver enkelts valg, og leve som de brødre og søstre vi med Rogers ord altid har været.
Oprindeligt stammer tanken fra Satan, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Han kunne dengang ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Gud engang ville tilgive ham, og byde ham velkommen tilbage til sit Rige. Ja, at Gud længtes efter at tilgive ham, at vinde ham tilbage.
Han troede, at Gud ville knuse og tilintetgøre ham, formørket som han var. Han troede, at der ingen frelse var mulig for ham, og dem der var faldet sammen med ham. Han glemte Guds alkærlighed, glemte Hans almagt.
Siden er tanken blevet udbredt på Jorden, støttet af den dengang formørkede Satan, og misbrugt til at få magt over os mennesker, så vi bøjede os for magthaverne, typisk de gejstlige, i frygt og lydighed.
Til alle der måtte læse dette, siger jeg i Guds navn: Der findes ingen fortabelse! Gud elsker alle, og vil engang byde os alle velkommen i sit Rige, i Paradis, når vi har sejret over mørket, og fuldstændiggjort vores åndelige udvikling!
Som Roger siger i sit smukke brev: Vi er alle blomster i den samme have, og vi bestråles og belives af den samme Sol. Ingen trossamfund, heller ikke Vandrer mod Lyset!, har særlige forrettigheder hos Gud. Vi er alle brødre og søstre. Guds kærlighed er universel, og retter sig ikke eksklusivt mod større eller mindre grupper af mennesker, men omfatter alle, uanset tro eller mangel på tro!
Vandrer mod Lyset! er en mulig genvej til Gud, gennem tilgivelsen af den sørgende og angrende Satan (Ardor). Vi behøver ikke vandre ad denne vej; men dog er det den korteste vej til Ham. Men, som der står i lignelsen, "Vejene", i VmL: Den vej du vælger i tro og i håb, er den korteste.
Lad os alle acceptere dette, acceptere og respektere hver enkelts valg, og leve som de brødre og søstre vi med Rogers ord altid har været.
Kommentarer
Send en kommentar