På næste lørdag d. 3. marts 2012 kan mennesker fejre, at det er præcis 100 år siden, at mørkets magt blev brudt, da det lykkedes Kristus, ved menneskers medlidenhed og bøn, at vinde den Ældste, Ardor, Satan tilbage til Lyset og Gud.
Meget er sket siden. De af Ardor inkarnerede Ældste er alle døde, uden at have forvoldt uoprettelig skade blandt menneskene, ved de inkarnerede Yngstes kamp og sejr og ved Guds hjælp. Det sidste bånd der bandt os til vore skabere er således nu brudt, og mennesker står mere frit med hensyn til valget mellem lys og mørke, mellem at følge sandhedens, kærlighedens, mildhedens, fredens stemme, Guds, eller at vandre mørkets vildsomme veje.
Meget er åbenbaret for mennesker ved det værk, der markerede lysets endelige sejr over mørket, Vandrer mod Lyset!, men meget kan og bliver stadig givet. Vandrer mod Lyset! er således ikke en afslutning, et endeligt facit, men derimod snarere markeringen af en ny begyndelse for alle.
Det ser dog ud til, at den tid det vil tage, før mennesker for alvor griber det nye, bliver længere end håbet fra første færd. Den direkte henvendelse til de øverste danske, kirkelige myndigheder med det mægtige budskab bragte således ikke den håbede og med længsel ventede opvågning for de mange. Ligeledes er lignende forsøg med flere af de oversættelser, som senere er blevet lavet af værket; direkte henvendelser til en lang række landes øverste, kirkelige myndigheder hidtil løbet ud i sandet. Den ønskede reformation af menneskets religiøse liv lader således vente på sig.
Men vi har tid nok. Gud har tid nok. Det er også et stort mørke vi her må lade bag os, tilgive og glemme. Det er vanskeligt for mennesker.
Vi må dog aldrig glemme, at den der i Vandrer mod Lyset! beder om tilgivelse, Ardor, den Ældste, ikke er en eller anden fiktiv personlighed. Tilgivelsen af Ardor er ikke en eller anden besværlig, teoretisk mulighed eller ønske fra Guds side. I den anden ende, i den Ældste, er der en levende personlighed, en personlighed, der har bøjet sig dybt for os alle, og hvis dybe, inderlige sorg og anger næppe kan overvurderes. De lidelser som han nu må bære, nu da han fuldt ud forstår, hvor uendelig meget ondt han har forvoldt os alle, er så store, at Gud efter det medie, der modtog Vandrer mod Lyset!, Johanne Agerskovs angivelse har dysset den Ældste i en dyb søvn, for at lidelserne ikke skal blive for store.
Søg at forstå disse lidelser, søg at fatte medlidenhed med ham, søg at besvare hans dybfølte bøn om tilgivelse med din fulde og hele tilgivelse. Bed din Gud oplyse dig sandheden i, at dette er, hvad Han ønsker.
100 år er gået siden lyset sejrede over mørket, og Gud vandt sit Ældste barn, den med længsel savnede, tilbage. Lad os sammen skabe den nye verden i fredens, tolerancens, kærlighedens, tilgivelsens navn. Og lad os gøre det i sandhed og fuldt ud.
Gud skænke dig, broder eller søster, sin rige, sin dybe velsignelse og fred, hvor du end er! Han jævne dine veje og stier nu og altid, at din vej til Ham må blive så lykkelig som mulig!
Meget er sket siden. De af Ardor inkarnerede Ældste er alle døde, uden at have forvoldt uoprettelig skade blandt menneskene, ved de inkarnerede Yngstes kamp og sejr og ved Guds hjælp. Det sidste bånd der bandt os til vore skabere er således nu brudt, og mennesker står mere frit med hensyn til valget mellem lys og mørke, mellem at følge sandhedens, kærlighedens, mildhedens, fredens stemme, Guds, eller at vandre mørkets vildsomme veje.
Meget er åbenbaret for mennesker ved det værk, der markerede lysets endelige sejr over mørket, Vandrer mod Lyset!, men meget kan og bliver stadig givet. Vandrer mod Lyset! er således ikke en afslutning, et endeligt facit, men derimod snarere markeringen af en ny begyndelse for alle.
Det ser dog ud til, at den tid det vil tage, før mennesker for alvor griber det nye, bliver længere end håbet fra første færd. Den direkte henvendelse til de øverste danske, kirkelige myndigheder med det mægtige budskab bragte således ikke den håbede og med længsel ventede opvågning for de mange. Ligeledes er lignende forsøg med flere af de oversættelser, som senere er blevet lavet af værket; direkte henvendelser til en lang række landes øverste, kirkelige myndigheder hidtil løbet ud i sandet. Den ønskede reformation af menneskets religiøse liv lader således vente på sig.
Men vi har tid nok. Gud har tid nok. Det er også et stort mørke vi her må lade bag os, tilgive og glemme. Det er vanskeligt for mennesker.
Vi må dog aldrig glemme, at den der i Vandrer mod Lyset! beder om tilgivelse, Ardor, den Ældste, ikke er en eller anden fiktiv personlighed. Tilgivelsen af Ardor er ikke en eller anden besværlig, teoretisk mulighed eller ønske fra Guds side. I den anden ende, i den Ældste, er der en levende personlighed, en personlighed, der har bøjet sig dybt for os alle, og hvis dybe, inderlige sorg og anger næppe kan overvurderes. De lidelser som han nu må bære, nu da han fuldt ud forstår, hvor uendelig meget ondt han har forvoldt os alle, er så store, at Gud efter det medie, der modtog Vandrer mod Lyset!, Johanne Agerskovs angivelse har dysset den Ældste i en dyb søvn, for at lidelserne ikke skal blive for store.
Søg at forstå disse lidelser, søg at fatte medlidenhed med ham, søg at besvare hans dybfølte bøn om tilgivelse med din fulde og hele tilgivelse. Bed din Gud oplyse dig sandheden i, at dette er, hvad Han ønsker.
100 år er gået siden lyset sejrede over mørket, og Gud vandt sit Ældste barn, den med længsel savnede, tilbage. Lad os sammen skabe den nye verden i fredens, tolerancens, kærlighedens, tilgivelsens navn. Og lad os gøre det i sandhed og fuldt ud.
Gud skænke dig, broder eller søster, sin rige, sin dybe velsignelse og fred, hvor du end er! Han jævne dine veje og stier nu og altid, at din vej til Ham må blive så lykkelig som mulig!
Kommentarer
Send en kommentar