Carsten Ploug Olsen

Tidligere har jeg skrevet om mørkets dobbelte natur - dets "lyse" side og dets rent sorte. Som tilføjelse til dette vil jeg sige, at mørkets "lyse" side har en tendens til at beruse, så at sige, åndeligt set, samtidig med at det - hvis man tager det ind i tanken eller handler efter det (viljen) - fratager den enkelte overblikket og kontakten til virkeligheden. Eksemplerne på denne beruselse eller rus er mange her på Jorden. Fx kan man narres af denne rus i meditationssammenhænge, hvis man har som mål at blive Gud lig (eller ét med kosmos) - hvilket kendes fx fra kundalinimeditationer og andet. Andre eksempler kendes fx fra chakralæren (i hvilken skikkelse den så har), læren om "Mestrene" osv osv. Det karakteristiske ved mørkets rus, dets "lyse" side er bla at man tager nogle elementer fra virkeligheden og drejer det en anelse så udsagnet (hvis der er tale om en decideret lære beskrevet i bøger eller formidlet mundtligt) bliver sort - elle...

Den berømte sokratiske sætning; "det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved", er måske det mest præcise udtryk for skepticismen, som i århundreder har været diskuteret i filosofien; også af en filosof som David Hume. Men ser man nærmere på sætningen, viser det sig at den er en selvmodsigelse. Sætningen lyder altså: "det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved". Men hvordan, kan man så spørge, ved du at du ingenting ved. Du siger jo, at det eneste du ved er, at du ingenting ved, så derfor ved du heller ikke, at du ingenting ved. Sætningen ophæver sig selv. Dette er meget langt fra at være en positiv og sikker definition af viden; hvad kan vi vide, og hvad kan vi ikke vide osv. Men det ser ud til, at skepticismen, dette kors for tanken, i sin mest radikale form blot er en selvmodsigelse.

Gennem tiderne er der fra menneskelig side blev gjort en del forsøg på at bevise Guds eksistens. Men siden filosoffen, Immanuel Kants, arbejde er det vist godtgjort, at Gud ikke lader sig bevise ad den spekulative fornufts vej. Men hvis vi antager, at der findes en Gud, så er der intet til hinder for, at denne Gud kunne give sig til kende for os mennesker - gennem åbenbaringen.  Mange menneskers vidnesbyrd tyder på, at dette er tilfældet. Mange mennesker, herunder religionsstifterne, har således - efter deres vidnesbyrd - haft direkte Gudserfaringer, og har søgt at delagtiggøre andre mennesker i denne erfaring. Men de mange forskellige Gudsbilleder, som præger de forskellige religioner, tyder endvidere på, at Gud giver sig til kende på forskellige måder til forskellige mennesker. Gudsbillederne stemmer ikke overens. I "Vandrer mod Lyset!" står der, s. 240: "Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres,...

Som jeg har skrevet før, så er kundalini en astral mørkekraft. Nogle mennesker lader sig narre af dens "budskab", der kort kan beskrives som en illusorisk enhedserkendelse af alt - den søger således at give menneskene en følelse af at være lig Gud. Der findes en del teorier og filosofier, der er inspireret af denne kraft - men uden at erkende dens illusoriske natur. De mennesker der lader sig narre, søger måske denne (illusoriske) enhedserkendelse af alt. Tanken kan være, at man kan bevæge sig fra de uendelige abstraktioner til enhedserkendelsen af alt i en langsom, gradvis opstigen (til Guds niveau). Dette er kundaliniens "lyse" side. Den rent sorte side af det samme mørke er en identifikation med "djævelen" - "djævelen" forstået som det modsatte af Gud; altså et evigt ondt væsen på Guds niveau. Sandheden er at vi aldrig kommer op på Guds niveau, hverken i viden, kærlighedsfylde eller magt. Mennesket er begrænset, og vil altid være det, se...

Før Ardor (Satan) sørgende og angrende vendte hjem til Gud, nåede han at udslynge en del forbandelser mod menneskeheden. En af disse forbandelser kan udtrykkes ved tankegangen, "døden medfører lyset". Denne tankegang vender op og ned på sandheden, de faktiske forhold på den måde, at døden i sig selv ikke fører til noget godt, men derimod til ingenting, til intet. Det faktum at vi alle vender tilbage til lysets verden efter døden, efter endt inkarnation, retfærdiggør ikke denne tankegang. Det er således ikke i kraft af døden i sig selv, at vi vender tilbage, men derimod takket være det evige i os, lyset, kærligheden, som Gud har nedlagt i os alle. Vi vender tilbage til lyset, ikke på grund af, men snarere på trods af døden. Muligvis er denne tankegang (forbandelse) identisk med kernen i kundalinimørket , og den angriber primært hjertecentret (ikke "hjertechakraet", da chakras efter min opfattelse ikke eksisterer; for hjertecenteret - se "Vandrer mod Lyset!...

Et eksempel på den mørkets egen dualitet, jeg tidligere har forsøgt at beskrive på den måde, at mørket både rummer en "lys" og en rent sort - ond - side findes i begrebet - kraften - kundalini. Denne kraft rummer således en "alt eller intet" - problematik så mennesker, der er angrebet af dette mørke fx kan føle sig ét med Gud (alt) (eller djævelen (intet)), universet (alt) eller den absolutte død (intet) - eller på anden måde være splittet mellem ekstremer. Så udover at verden har en lys-mørke-dualitet, findes der også i mørket en egen dualitet mellem den "lyse" side og den rent onde.

Sand åndelig vækst viser sig først og fremmest ved en stedse stærkere vilje til lyset, kærligheden. Og dermed ligger fokus mere og mere udenfor én selv - på sine medmennesker - i evnen til at elske. Mange tror, at åndelig vækst har sit fokuspunkt i én selv. Men det mener jeg er forkert. For mig at se er dét blot en raffineret form for selviskhed - måske selvbeundring. Den stedse stærkere vilje til lyset, kærligheden, betyder, at man mere og mere bliver i stand til at hjælpe sine medmennesker. Bringe trøst, håb; alt hvad kærligheden betyder. Åndelig vækst eller sand selvudvikling har medmenneskene som mål - i den kærlighed du kan bringe andre. Dette mener jeg er det rene, uselviske motiv til at ville udvikle sig.