Gå videre til hovedindholdet

Videnskab, filosofi og religion - en mulig syntese?

I vestlig skolastisk filosofi i Middelalderen var en væsentlig bestræbelse at søge at forene religion og filosofi.

Siden kom den moderne naturvidenskabelige metode til med afsæt i Francis Bacons ufuldendte Magna Instauratio og Novum Organum.

Spørgsmålet er, om ikke det er muligt at skabe en syntese af alle tre åndsområder med afsæt i spørgsmålene:

Ikke hvordan de forskellige naturlove er og fungerer og kan formuleres (overvejende matematisk), men hvorfor er de som de er, og hvorfor findes der overhovedet - i den udstrækning det er tilfældet - love for stof, rum, tid og bevidsthed, og hvorfor findes der overhovedet stof, rum, tid og bevidsthed?

Der er altså tale om en mulig udvidet åndsretning og syntese med et skift fra hvordan til hvorfor.

Umiddelbart synes der at være to muligheder:

Enten findes der en Gud som har skabt alle (natur)love, eller også findes der ikke en Gud, og alle love er opstået enten tilfældigt eller som konsekvens af endnu ukendte love og forhold i verden generelt.

Hvordan man eventuelt konkret kan komme i gang med denne undersøgelse og mulige syntese kan jeg ikke svare på umiddelbart, men jeg ser et behov for i det mindste at forsøge.

En mulig begyndelse kunne være at gøre dels en antagelse af en Guds eksistens, dels en antagelse af, at der ikke findes en Gud i relation til de her stillede spørgsmål om stof, rum, tid og bevidsthed, og deraf se hvor langt man kan komme et svar under de to antagelser.

Dette til inspiration til dem, der som jeg godt kunne tænke sig at se en tilnærmelse og mulig gensidig befrugtning af væsentlige åndsretninger i den menneskelige kultur.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere