Gå videre til hovedindholdet

Prædestinationens umulighed

Både kirkefaderen Augustin og reformatoren Calvin skal - sammen med Luther - have hævdet prædestinationen:

Den tanke at Gud fra evighed har bestemt alt i verden, herunder hvilke mennesker, der skulle frelses og hvem fortabes.

Denne tanke deles med Islam.

Men - hvilket billede tegner denne lære af Gud?

En Gud som forud har bestemt alt, en Gud der raser med magt og vælde over de vantro og ulydige mennesker, som Han selv har skabt netop sådan, en Gud der straffer evigt for noget Han alene - og ikke mennesker - er ansvarlig.

Er dette ikke en - ja rent ud sagt - sindssyg Gud?

Der er gennem tiden ofret mange tanker og skrifter for at søge at forklare og forsvare den bespottelige prædestination -

Når den enkle og oplagte sandhed er, at prædestinationslæren er forkert og umulig at forsvare.

I den uendelige kærlighedens Magts, Guds, verden, den Gud der har åbenbaret sig for alle mennesker gennem Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig personligt er sådanne tanker, ja netop, bespottelige;

Og vi må sige, at lige så uheldig Luther var med at gentage fra Paulus og forsvare dogmet om frelse ved tro, lige så uheldig var Calvin (og Luther og før ham Muhammed) med at gentage Augustins prædestinationslære.

Gud er en uendelig Magt men også en uendelig mild og varm og tryg Gud og Far - ikke en sindssyg despot der kun - hvis prædestinationen var sand - ville fortjene vores foragt.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere