Gå videre til hovedindholdet

Kristendommens kerne i ny belysning

I mere end 1000 år - og snarere længere - har kristendommen været forkyndt som en lære om Guds dom og straf over syndige mennesker. Dog også med et håb om frelse ved troen på Jesu død og opstandelse.

Men i de senere år er vægten gradvist vippet over mod en lysere tolkning og forkyndelse i retning af Guds kærlighed og tanker om menneskers kærlighed til hinanden som det centrale i livet.

Spørgsmålet er: Findes der teologisk belæg for denne lysning? Det mener jeg, at der gør.

I Matt. 5, 17-19 siger Jesus: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket'.

Jesus er altså ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven. Hvilken lov? Det svarer han på i Matt. 22, 37-40 på spørgsmålet, hvad der er det største bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind' (5. Mos. 6, 5), et bud, der gives af Gud til Moses. Jesus tilføjer samme sted: 'Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som er lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos. 19, 18). På de to bud hviler hele loven og profeterne '.

Også det sidste bud, næstekærlighedsbudet, blev oprindelig givet af Gud til Moses (med tilføjelsen: 'Jeg er Herren'), og både Jesus (Matt. 19, 19; 22, 39), Paulus (Rom. 13, 9; Gal. 5, 14) og apostlen Jakob (Jak. 2, 8) citerer det.

Da loven (Moseloven og i videre forstand Guds lov) således ifølge Jesus hviler på kærlighed til Gud og menneskers kærlighed til hinanden, bliver Pauli tanker om frelse ved tro (Rom. 3, 25-26; Rom. 4, 5; Rom. 5, 1; Gal. 2, 16), Guds vrede, straf og dom (Rom. 1, 18; Rom. 2, 2-3; Ef. 5, 6), hans tanker om at synden og døden kom ind i verden ved et menneske (Adam) og blev besejret ved et menneske (Jesus Kristus) (Rom. 5, 12-21; 1. Kor. 15, 21; 45-48) og forsoningen ved Jesu død og opstandelse (Rom. 3, 24-26; Rom. 5, 9-11; 1. Thess. 5, 9; Hebr. 9, 12-13) irrelevante;

Ifølge Jesus er det kærligheden, der er det vigtigste og helt centrale i livet; kærligheden til Gud og mennesker; Gud kalder ikke til dom og straf men til kærlighed. Gud er den Højeste, Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre.

At Jesus siger, at han opfylder loven og ikke ophæver den, nedbryder den eller skaber en ny pagt mellem Gud og mennesker som Paulus påstår (2. Kor. 3, 6; Hebr. 8; 9, 11-28) (og som dog også finder støtte i evangeliernes beretning om nadverens indstiftelse (Matt. 26, 26-29; Mark. 14, 22-25; Luk. 22, 14-20)) til afløsning for den gamle pagt som Gud oprettede med Noa (1. Mos, 6, 18-22), Abraham (1. Mos. 15, 18-21), Isak (1. Mos. 26, 2-5), Jakob (1. Mos. 28, 13-15) og Moses og israelitterne (2. Mos. 24) må så ligge i, at han minder om og sammenfatter den centrale lov: Kærlighedens lov, som Gud giver den i 5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18.

I bibelen findes belæg for både opfattelsen af Gud som en kærlighedens og fredens og en vredens og krigens Gud. Eksemplerne på det sidste er legio i Det gamle Testamente, men også i Det nye Testamente; Således siger Jesus i Matt. 10, 34: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.' (Se også Luk. 12, 51-53 og Mark. 13, 12). Og også i evangelierne og altså ikke kun hos Paulus hævdes sine steder troen og ikke kærligheden som det vigtigste.

I denne opfattelse bliver Jesus (som af kristne - fejlagtigt - opfattes som Gud) et stridens og forargelsens tegn. Men hvilken Gud er den Højeste, den Største; Kærlighedens og fredens Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets Herre, eller krigens, vredens og hævnens 'Gud'?

Hvis vi opfatter kristendommen som en kærlighedslære, må vi tage udgangspunkt i det Jesus lærer ud fra de af Gud givne bud, kærlighedsbudene, de bud der bærer loven, og ikke i Pauli tanker og mange misforståelser, som alt for længe og helt unødvendigt har tegnet kristendommen for mennesker. Helt unødvendigt; for den sunde kerne ligger - side om side med de usunde tanker om vrede, dom, straf og fordømmelse - i de kristnes egne hellige tekster: Kærligheden.

Der hvor Jesus og Paulus alligevel når hinanden i synet på kærlighedens altomfattende betydning og værdi, er det nævnte sted i Matthæusevangeliet (Matt. 22, 37-40) og Rom. 13, 8-10, hvor Paulus siger:

'Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: 'Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære', og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: 'Du skal elske din næste som dig selv' (3. Mos. 19, 18). Kærligheden gør ikke næsten ondt. Kærligheden er altså lovens fylde'. (Derudover kan nævnes Pauli smukke formuleringer om kærligheden i 1. Kor. 13).

Det vigtigste er altså, at vi elsker Gud og hinanden. Det er loven og lovens fylde. Alt andet, fx hvad vi tror på, er af mindre betydning. Paulus siger det også: 'Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.' (1. Kor. 13, 13).

Det vigtigste er kærligheden. Kærligheden er det største, større end håb og tro, og den er det evige i mennesket. Og hvis det er sådan, hvorfor så ikke helt slippe kristendommens nu gennemrustede, faldende bygning, hvis vi med kristendommen mener paulinisme med dennes mørke tale om dom og straf for dem, der ikke tror eller tror på noget forkert, og vove springet over i den rene kærlighedsåbenbaring, Vandrer mod Lyset! (1920, Agerskov), som kort og godt siger:

Ingen skal fortabes, Guds kærlighed er uendelig, og selv om vi vender os fra Ham, vender Han sig aldrig fra os! Lev og tro frit, ingen skal fordømmes! Der er tilgivelse for alt og for alle, selv Satan (jf også lignelsen om den fortabte søn; Luk. 15, 11-32).

Ingen skal fortabes, ingen fordømmes, Paradis er for alle! Tør vi vove springet over i denne bygning, springet over de afgrunde teologien - ikke Gud - har åbnet uretmæssigt gennem 2000 år? Gud, Lysets Almagt, kærlighedens og Livets nære og trygge Far og Herre venter os der!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere