Carsten Ploug Olsen

Som jeg mener at have påvist - eller i hvert fald sandsynliggjort - i skriftet, Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, ( carstenplougolsen.dk ) så er der mangt og meget i koranen som umuligt kan bringes i samklang med opfattelsen af Gud, som Han må være, hvis Han er den Højeste; Lysets altbeherskende Gud, Lysets Almagt og kærlighedens og Livets Gud og Herre. Hvis dette er rigtigt så er den logiske følge at stille spørgsmål ved to centrale, islamiske dogmer: 1) tanken om Muhammed som ufejlbarlig udsending fra Gud og værdig til efterfølgelse i et og alt 2) tanken om koranens ufejlbarlighed som en fuldkommen og fejlfri åbenbaring fra Gud Det fremgår tydeligt når man læser beretninger om Muhammed, at han langt fra var ufejlbarlig som repræsentant for Lysets Gud; Han deltog i karavaneplyndringer, henrettede angiveligt mennesker personligt og bifaldt barbariske straffe som piskning, stening osv. Med hensyn til spørgsmålet om koranens påståede ufejlbar...

I mere end 1000 år - og snarere længere - har kristendommen været forkyndt som en lære om Guds dom og straf over syndige mennesker. Dog også med et håb om frelse ved troen på Jesu død og opstandelse. Men i de senere år er vægten gradvist vippet over mod en lysere tolkning og forkyndelse i retning af Guds kærlighed og tanker om menneskers kærlighed til hinanden som det centrale i livet. Spørgsmålet er: Findes der teologisk belæg for denne lysning? Det mener jeg, at der gør. I Matt. 5, 17-19 siger Jesus: 'Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket'. Jesus er altså ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde loven. Hvilken lov? Det svarer han på i Matt. 22,...

Lille hjertevinder, hvor kommer du fra, endnu uden skygge i blikket, lad det ikke mørkne af det forfærdelige, ydre eller indre; åbent spørger du dem der kalder sig voksne og som gør verden grim, hvorfor, og jeg ser den første skygge lægge sig i dit hjerte, for du får aldrig svar, det findes ikke; Jeg kan ikke beskytte dig mod det grufulde, du må selv lære at værne dig, og den lektie er hård, men når du har lært det, glemmer du det aldrig, og det onde kan ikke længere nå dig, kun kærligheden; Træd modigt frem, glem aldrig at spørge hvorfor, glem aldrig sådan! at alle burde være som dig, lille hjertevinder

'Magt er det mest vanedannende stof'; 'Magt er et potent elskovsmiddel' Sådan er det blevet sagt. Men hvorfor ønsker mennesker magt? Hvad er magtens natur og anatomi? Hvor mange der søger magten, spørger sig selv, om de er den magt de søger værdig? Vi møder dagligt i social omgang små magtspil; i parforhold, i familier, på arbejdspladser, blandt venner, på skoler, overalt. Det synes at være en del af den menneskelige natur. Nogle magtspil foregår ved at afsøge grænser; og hvis man ikke markerer sine grænser, ikke nødvendigvis ved aggression, skaber det vrede i sindet; hvis man er for flink og lader andre møve ind over sine grænser uden at markere dem. Og magtspillet spilles i lokal-, national- og storpolitik. Også her afsøges grænser og alle synes at søge stedse større magt og indflydelse. Men hvem spørger sig selv hvorfor det er sådan og om vi er magten værdig? Til nøds kan man forsvare et vist ønske om magt; nemlig magten eller måske snarere evnen og mulig...

Blandt filosoffer hører Kant og Hegel til dem med den største virkningshistorie og indflydelse. Men det er muligt at pege på nogle problematiske sider hos begge disse tænkere; Kant tager i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft, udgangspunkt i, at al erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum (den transcendentale æstetik, de a priori anskuelsesformer). Heroverfor kunne indvendes, at det i så fald udelukker logikken, den logiske tænkning. Det giver ingen mening at sige, at fx den logiske sætning; hvis p så q; p! altså q, er en slutning i tid og rum, hvis vi med dette tænker på hele det logiske udsagn og slutning og ikke på forholdene p og q. Denne slutning eller sætning er på en måde udenfor rummet og tiden. Derfor er Kants følgende slutninger ud fra udgangspunktet også usikre, da den logiske tænkning må høre til erkendelsen. Med ...