I sin moralfilosofi som han formulerer den i "Grundlegung zur Metaphysik der Sitten" (1785) og "Kritik der praktischen Vernunft" (1788) skelner Immanuel Kant grundlæggende mellem pligt, der bestemmes af fornuften, og tilbøjelighed, der bestemmes af følelser (lyst/ulyst/lyksalighed osv). Pligt og tilbøjelighed er hos Kant ikke nødvendigvis komplementære. De handlinger vi udfører af pligt udgør ifl Kant den egentlige moralske værdi.
For at moral og moralske påbud og forbud (moralske love) skal give mening, er det nødvendigt at forudsætte menneskets frihed. Kant siger et sted i de nævnte værker, at vi ikke kan bevise friheden, men er nødt til at antage den for at kunne tale om moral. Det giver ingen mening at sige, at jeg skal gøre sådan og sådan, og undlade at gøre dette eller dette, hvis ikke jeg har et valg, en frihed til enten at handle sådan eller sådan eller lade være.
Derudover bygger vores love, vores retssystem på tanken om menneskets frihed, idet det ikke ville give mening at straffe mennesker for at gøre bestemte ting, hvis ikke de havde et valg.
Imidlertid støder tanken om menneskets frihed på det problem, at vores handlinger (ifl Kant) bestemmes af handlinger og begivenheder i fortiden og op til ethvert nu, hvor vi handler, og at disse forhold, fortiden, netop som fortid ikke (længere) er i vores magt. Derfor synes vi ikke at være frie, men underlagt en form for determinisme (kausalitet; naturnødvendighed).
I stedet for at ty til Kants forsøg på at løse denne vanskelighed (som inddrager et skel mellem os og verden, tingen i sig selv (ding-an-sich; et begreb Kant beskriver i sin erkendelsesteori i "Kritik der reinen Vernunft" (1781, 1787)), tingenes tilsynekomst (Erscheinung) og den menneskelige karaktérs uafhængighed af sanseverdenen) kunne man med kantianske begreber og terminologi sige, at fortidens begivenheder giver én en tilbøjelighed (Neigung) til at handle på en bestemt måde, men at vi ved hjælp af vores fornuft (Vernunft) kan (men ikke nødvendigvis) bryde med tilbøjeligheden og handle af pligt og ikke tilbøjelighed, og at det netop er denne mulighed (muligheden for at bryde med tilbøjeligheden), der udgør vores frihed.
For at moral og moralske påbud og forbud (moralske love) skal give mening, er det nødvendigt at forudsætte menneskets frihed. Kant siger et sted i de nævnte værker, at vi ikke kan bevise friheden, men er nødt til at antage den for at kunne tale om moral. Det giver ingen mening at sige, at jeg skal gøre sådan og sådan, og undlade at gøre dette eller dette, hvis ikke jeg har et valg, en frihed til enten at handle sådan eller sådan eller lade være.
Derudover bygger vores love, vores retssystem på tanken om menneskets frihed, idet det ikke ville give mening at straffe mennesker for at gøre bestemte ting, hvis ikke de havde et valg.
Imidlertid støder tanken om menneskets frihed på det problem, at vores handlinger (ifl Kant) bestemmes af handlinger og begivenheder i fortiden og op til ethvert nu, hvor vi handler, og at disse forhold, fortiden, netop som fortid ikke (længere) er i vores magt. Derfor synes vi ikke at være frie, men underlagt en form for determinisme (kausalitet; naturnødvendighed).
I stedet for at ty til Kants forsøg på at løse denne vanskelighed (som inddrager et skel mellem os og verden, tingen i sig selv (ding-an-sich; et begreb Kant beskriver i sin erkendelsesteori i "Kritik der reinen Vernunft" (1781, 1787)), tingenes tilsynekomst (Erscheinung) og den menneskelige karaktérs uafhængighed af sanseverdenen) kunne man med kantianske begreber og terminologi sige, at fortidens begivenheder giver én en tilbøjelighed (Neigung) til at handle på en bestemt måde, men at vi ved hjælp af vores fornuft (Vernunft) kan (men ikke nødvendigvis) bryde med tilbøjeligheden og handle af pligt og ikke tilbøjelighed, og at det netop er denne mulighed (muligheden for at bryde med tilbøjeligheden), der udgør vores frihed.
Kommentarer
Send en kommentar