Gå videre til hovedindholdet

Mørkets ringdannelser - et par eksempler

Udover det aspekt ved mørket som jeg tidligere har skrevet en del om - mørkets dualitet eller fordobling (det forhold at det samme mørke kan have en "lys" og en rent sort side) - så har jeg iagttaget, at mørket også kan have en tendens til at lave ringdannelser, og hvad jeg mener med dette kan jeg bedst illustrere ved et par eksempler:

Hvis et menneske kommer ud for en tragisk hændelse - fx mister en elsket eller lider under psykiske eller fysiske sygdomme - så kan i dette menneske opstå et ønske om eller længsel efter døden.

Dette dødsønske er i sig selv en tanke, der skaber lidelse; og da lidelsen således øges - både i kraft af det oprindelige traume men også i kraft af dødsønsket - så forøges også dødsønskets intensitet og dermed igen lidelsen og sådan videre.

Der er altså tale om en slags ring, en ringdannelse, et mørkefænomen der så at sige bider sig selv i halen.

Jeg tænker mig videre, at netop disse ringdannelser - altså fx dødsønske - lidelse - mere dødsønske - mere lidelse osv - er karakteristisk for fx Ardors forbandelser. Kuren mod dem må være at indse deres natur - at træde ud af ringen og tilbage til livet.

Et andet eksempel på mørkets ringdannelser er den danske såkaldt aktivistiske udenrigspolitik og generelt enhver angrebskrig; vi vil det gode men gør det onde. Er forholdet ikke det, at ved at slå de onde ihjel, bliver vi som dem? Eller med et gammelt ord: Vold avler vold (voldsspiralen).

Hvad blev der af Kristi ord: Tilgiv jeres fjender?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere