Under antagelse af at Gud eksisterer og er kærlig, ansvarlig og retfærdig vil jeg her undersøge begrebet tros betydning for frelse og fortabelse i kristendom og islam. I begge disse religioner er tanken om frelse og fortabelsen således især knyttet til begrebet tro.
Men først nogle grundlæggende spørgsmål:
Kan et endeligt væsen (mennesket) begå en uendelig synd, og dermed pådrage sig en uendelig straf (fortabelsen; evige lidelser i helvede)?
Kan en forkert troende, en vantro, i kraft af sin vantro (evt ikke-tro) siges at begå en uendelig synd, og at hans eller hendes evige straf derfor er retfærdig?
Bliver et endeligt væsens (menneskets) synd mod et uendeligt Væsen (Gud), fx ved ikke at tro eller tro forkert (vantro), uendelig og straffen derfor også uendelig (fortabelse)? Bliver synden uendelig fordi den begås mod et uendeligt Væsen?
Kan et menneske ved egen kraft komme til den rette tro, eller afhænger dette af Gud?
Hvis trosspørgsmålet, det om et menneske kommer til den rette tro, kun afhænger af Gud og ikke af det enkelte menneske (Koranen: "Gud vejleder hvem Han vil, og vildleder hvem Han vil"; den kristne tanke om forudbestemmelse (Augustin) eller om Guds nåde), og den formodede uendelige synd (vantroen eller ikke-troen) derfor ikke begås af mennesket - mennesket kan ikke være ansvarligt og stilles til regnskab for noget det ikke begår eller er herre over - kan Gud ikke siges at være retfærdig, da det så i sidste ende er Ham, der begår den uendelige synd, hvilket er indlysende meningsløst; at Gud dermed via mennesket begår en uendelig synd mod sig selv.
Derfor kan det oprindelige spørgsmål - kan mennesket begå en uendelig synd mod Gud ved at tro forkert (vantro eller ikke-tro) besvares med et nej, hvis man hævder, at Gud giver os tro eller ikke-tro (vantro), og at vi intet selv kan gøre dertil (jf den kristne og islamiske tanke om Guds nåde).
Hvis trosspørgsmålet henlægges til os mennesker, hvis vi selv afgør, om vi kommer til den rette tro, og denne tro stadig er afgørende for vores evige skæbne (frelse eller fortabelse) er det særdeles uforståeligt, at der så ikke findes en entydig, umisforståelig forklaring fra Gud præcis hvori den krævede tro består eller kan opnås. Der er således i det mindste to forskellige forskrifter (bibelen og koranen; kristendom og islam), der slet ikke er entydige og historisk er blevet tolket vidt forskelligt.
Hvis altså frelse og fortabelse ved tro afhænger af os mennesker selv, er det retfærdigt at sige, at Gud ikke er retfærdig og derudover temmelig sjusket med sin skabelse - Han er i så fald ikke kærlig og ansvarlig, hvilket igen er oplagt meningsløst.
Sammenfattende kan det derfor siges, at under antagelse af at Gud eksisterer og er kærlig, ansvarlig og retfærdig kan det enkelte menneskes tro ikke være afgørende for vores evige skæbne (frelse eller fortabelse), uanset om man tænker sig at "den rette tro" og dermed frelsen skænkes os ved nåde af Gud, eller om vi selv kan erhverve den.
Men først nogle grundlæggende spørgsmål:
Kan et endeligt væsen (mennesket) begå en uendelig synd, og dermed pådrage sig en uendelig straf (fortabelsen; evige lidelser i helvede)?
Kan en forkert troende, en vantro, i kraft af sin vantro (evt ikke-tro) siges at begå en uendelig synd, og at hans eller hendes evige straf derfor er retfærdig?
Bliver et endeligt væsens (menneskets) synd mod et uendeligt Væsen (Gud), fx ved ikke at tro eller tro forkert (vantro), uendelig og straffen derfor også uendelig (fortabelse)? Bliver synden uendelig fordi den begås mod et uendeligt Væsen?
Kan et menneske ved egen kraft komme til den rette tro, eller afhænger dette af Gud?
Hvis trosspørgsmålet, det om et menneske kommer til den rette tro, kun afhænger af Gud og ikke af det enkelte menneske (Koranen: "Gud vejleder hvem Han vil, og vildleder hvem Han vil"; den kristne tanke om forudbestemmelse (Augustin) eller om Guds nåde), og den formodede uendelige synd (vantroen eller ikke-troen) derfor ikke begås af mennesket - mennesket kan ikke være ansvarligt og stilles til regnskab for noget det ikke begår eller er herre over - kan Gud ikke siges at være retfærdig, da det så i sidste ende er Ham, der begår den uendelige synd, hvilket er indlysende meningsløst; at Gud dermed via mennesket begår en uendelig synd mod sig selv.
Derfor kan det oprindelige spørgsmål - kan mennesket begå en uendelig synd mod Gud ved at tro forkert (vantro eller ikke-tro) besvares med et nej, hvis man hævder, at Gud giver os tro eller ikke-tro (vantro), og at vi intet selv kan gøre dertil (jf den kristne og islamiske tanke om Guds nåde).
Hvis trosspørgsmålet henlægges til os mennesker, hvis vi selv afgør, om vi kommer til den rette tro, og denne tro stadig er afgørende for vores evige skæbne (frelse eller fortabelse) er det særdeles uforståeligt, at der så ikke findes en entydig, umisforståelig forklaring fra Gud præcis hvori den krævede tro består eller kan opnås. Der er således i det mindste to forskellige forskrifter (bibelen og koranen; kristendom og islam), der slet ikke er entydige og historisk er blevet tolket vidt forskelligt.
Hvis altså frelse og fortabelse ved tro afhænger af os mennesker selv, er det retfærdigt at sige, at Gud ikke er retfærdig og derudover temmelig sjusket med sin skabelse - Han er i så fald ikke kærlig og ansvarlig, hvilket igen er oplagt meningsløst.
Sammenfattende kan det derfor siges, at under antagelse af at Gud eksisterer og er kærlig, ansvarlig og retfærdig kan det enkelte menneskes tro ikke være afgørende for vores evige skæbne (frelse eller fortabelse), uanset om man tænker sig at "den rette tro" og dermed frelsen skænkes os ved nåde af Gud, eller om vi selv kan erhverve den.
Kommentarer
Send en kommentar