Carsten Ploug Olsen

la divina commedia Som det fremgår af alt hvad jeg hidtil har sagt og skrevet er jeg en uforbederlig kætter, gudsspotter og bagvasker - kort sagt; en forrykt eller nar, eller en gal nar - og som sådan taler jeg her; dette har jeg for længst erkendt og søger nu lægedom for. Jeg erkender, at jeg er fuldstændig uimodtagelig for enhver tanke om Guds grusomhed og hævntørst, og retter derfor blikket mod traditionen for der at søge belæring, oplysning og hvile for min galskab. Det første jeg har fundet er en populær åbenbaring - bibelen - hvor Gud er præcis som jeg vil have Ham, hvis jeg skal finde blot et spinkelt håb om frelse for min vildfarelse, dårlige karaktér og udsigt til evige lidelser. Gud er her præcis så vilkårlig og uberegnelig, præcis så tilintetgørende og benhård og hurtig til at kanøfle vantro og gale som mig, at jeg her finder håb og trøst og mærker lyset tænde i mig. Så langt, så godt. Men det er ikke nok. Jeg mærker stadig denne dybe murren, denne indre utilfredsh...

Hvis Gud eksisterer og Han - hvilket fx kristendommen og islam antager - er det Højeste Væsen, så må Han være lysets og kærlighedens Almagt, hvis lys og kærlighed antages at være de højeste værdier. Hvis endvidere sondringen; 1) magt gennem trusler, frygt og tvang 2) magt gennem kærlighed, frihed og fred er korrekt og meningsfuld, må Guds magt være gennem kærlighed, frihed og fred, da Han er lysets og kærlighedens Almagt. Den første form for magt kendetegner tyranniet, og Gud er ingen tyran, hvis Han er lysets og kærlighedens Almagt. Dermed bortfalder tanken om fortabelsen (som både kristendommen og islam hævder), der må siges at være den ultimative trussel, og en tanke, der historisk har været (mis-)brugt til at trælbinde mennesker i angst og frygt. Hvis fortabelsen ikke er en mulighed er heller ikke Satan fortabt - før eller siden må han vende tilbage til lyset og Gud. "Vandrer mod Lyset!" siger, at dette skete i 1912, og rummer desuden hans (Satans) bøn til al...

I forskellige mytologiske traditioner har man beretninger der kan tolkes parallelt med den kristne syndefaldsmyte (Bibelen; 1. Mosebog, kap. 3) - fx den græske myte om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet og druknede. Set i lyset af "Vandrer mod Lyset!" bliver myten om Ikaros et billede på den Ældstes (Satans (Ardors)) hovmod og fald (At flyve for tæt på Solen=At ville være Gud). Ifølge "Vandrer mod Lyset!" - der i øvrigt indgående fortæller om Ardors (Satans) og de øvrige ældstes fald - og tilbagevenden til Gud - bringer også den kristne syndefaldsmyte noget af sandheden; det siges således, at Adam og Eva er et billede på den Ældste (Ardor) og hans kvindelige dual, og at det at plukke fra og spise af Kundskabens Træ er et billede på de ældstes udskillen af mørket fra dets indkapsling i lyset, og sætten sig i besiddelse af mørkets livsprincip (ved skabelsen af mennesket). Myten om Kain og Abel (Bibelen; 1. Mosebog, kap. 4) forklares som billeder p...

Da jeg nu i nogen tid har beskæftiget mig ret indgående med især kristendommen og islam og har skrevet offentligt om det her på bloggen og på min hjemmeside med en kritisk vinkel, ønsker jeg at gøre det klart, at jeg ikke skriver som jeg gør for at provokere nogen - men derimod for at forsøge at bidrage med et billede af Gud og det guddommelige som efter min mening kommer sandheden nærmere end fx kristendommen eller islam tegner Hans billede. Men det er klart, at når jeg uden videre hævder, at Satan (Ardor) og ikke Gud er det åndelige forbillede for store dele af fx bibelens og koranens skildring af "gud" - så må det virke særdeles provokerende på nogle - såfremt det overhovedet bliver taget alvorligt. Hvordan det bliver modtaget - eller om det overhovedet bliver modtaget - kan jeg ikke vide, da jeg efter at have lagt hovedvægten på nogle af de gængse religiøse forestillinger intet har modtaget - hverken sympatitilkendegivelser eller protester. Det eneste jeg kan se er de...