Gå videre til hovedindholdet

Astral udrensning og forædling

Enhver der ønsker og vil det kan forædle sin astrale genpart og hjerne og således give en bedre astral (instinktiv og driftsmæssig) arv videre til sine børn. Dette vil give både ens børn og en selv et bedre liv.

Den astrale udrensning og forædling kan ske ved at man retter sit søgelys mod dybderne - og det (astralt; instinktive, ubevidste) problematiske - i bevidstheden.

Herved vil traumer, både de selverhvervede og de nedarvede, langsomt begynde at stige op til bevidsthedens overflade, erkendes, ses i øjnene - og derefter forsvinde.

Denne proces kan være ledsaget af ubehag - smerte og lidelse; måske angst - men alternativet er, at individet aldrig får bearbejdet sine traumer og kastes blindt rundt i livet som passager i sit eget liv - og gentage de samme fejl igen og igen.

Når astrale mørkeophobninger begynder at stige mod bevidsthedens overflade, vil man altså opleve ubehag - nogle gange kan det være et (erindrings-) billede, måske med ord, farver, landskaber osv, der så til sidst dukker op i tankerne, præcis som det engang er oplevet, og derefter forsvinder. Andre gange kan det være ledsaget af næsten fysiske (i virkeligheden astrale (instinktive eller driftsmæssige)) følelser af ubehag.

Et billede på denne udrensning kan være en sø med gærende mudder på bunden. Mudderet, urenhederne gærer og skaber turbulens på overfladen (dagsbevidstheden), når gassen fra gæringen stiger mod overfladen. Men når luft- eller gasboblerne kommer op i det fri (når traumerne ses i øjnene) vil atmosfæren opsuge dem, så de ikke længere skaber denne uro (lidelse, måske angst) på overfladen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere