Gå videre til hovedindholdet

Soning

Som det fremgår af "Spørgsmål og Svar II" no 64 vil enhver menneskeånd og enhver af de Ældste og de Yngste engang i tidens løb opnå tanke-vilje-enhed, hvorefter individet er upåvirkelig af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed.

For menneskeåndernes og de Ældstes vedkommende kan dette efterfølges af soning af restkarmaen - den del af den samlede karma, som ikke er sonet når tanke-vilje-enheden nås. Når denne soning er tilendebragt, vil menneskeånderne og de Ældste siges løs fra al fremtidig, jordisk forpligtelse; dvs de vil herefter ikke længere skulle inkarnere på Jorden.

For de Yngstes vedkommende stiller sagen sig lidt anderledes. Enhver af de Yngste kan også komme ud for, at der er karma at sone, efter at tanke-vilje-enheden er opnået. Denne soning må da ske fyldest.

Men da de Yngste har lovet at fortsætte deres genfødsler - også efter tanke-vilje-enheden er opnået og eventuel restkarma er sonet - vil de Yngste kunne opleve nye cykler af soning og soningsslutninger.

Dette skyldes, at ingen - heller ikke de Yngste med tanke-vilje-enhed - kan leve som syndefri mennesker her på Jorden. Derfor vil de opleve nye perioder med soning og soningsslutninger - karma vil opbygges og må som al syndeskyld sones (den del som ikke elimineres ved anger og tilgivelse).

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere