Carsten Ploug Olsen

Der var engang en mand, der søgte kærligheden. "Jeg er her!" skreg forelskelsens Dronning. Hun glitrede og funklede i sit fine tøj, hatten på skrå, og et skælmsk udtryk i øjnene. "Nej, det er mig!" kurrede Sexgudinden. Hun lå henslængt på sin sofa, og ventede, ventede på bytte. "Stop, allesammen, det er mig, han søger!" sagde Angsten. "Jeg har mistet, og jeg er igen bange for at miste. Jeg er kærlighedens pris; det må dog også have lidt at sige!" Alle råbte i munden på hinanden, og den stakkels mand blev mere og mere forvirret og forpint. Så en nat havde han en forunderlig drøm. Han drømte, at kærligheden talte til ham: Jeg er kærligheden. Det er mig, du søger. Mange kommer i mit navn, og dog er det aldrig mig. Den første dag du kaldte mit navn, undfangedes jeg i dit indre. Den smerte du følte, da du søgte mig, var dine fødselsveer, det var mig, der skulle forbi dit indre uvejsomme krat, da jeg langsomt voksede, dine torne og tidsler ...

Følelser fødes af tanker. Plages man af smertelige, triste tanker og dermed følelser, så har ethvert menneske et perfekt redskab til at påvirke tanken og dermed følelserne i en lysere, mere positiv retning; nemlig viljen. Viljen alene kan - eventuelt efter en bøn til Gud - trække tanken væk fra afgrunden... Bemærk dog, at dette ikke skal forstås som modstand mod medicin ved egentlige psykiatriske lidelser. Medicin kan der bestemt være en vigtig, ja, en ganske uvurderlig og nødvendig hjælp.

I "Vandrer mod Lyset!" lærer vi, at ethvert menneske følges og bestandig rådes, vejledes og advares af en skytsånd - vor samvittighed. Samtidig lærer vi, at ethvert menneske har noget guddommeligt i jeget. Det guddommelige i jeget er menneskets ubedragelige punkt - det er kernen i vor ånd, i vort væsen. Står vi i begreb med at synde imod denne kerne, advares vi af vor skytsånd, vor samvittighed - den indre stemme, der taler til det guddommelige i jeget - det ubedragelige punkt. Handler vi da alligevel - trods alle advarsler - imod det guddommelige i jeget eller mod et eller flere medmennesker, så sker der det, at vi begraver vor kerne, det guddommelige punkt, mere eller mindre dybt (alt efter syndens karakter og omfang) i mørke. Men selv om vi handler således, så slipper vor skytsånd os ikke. Har vi syndet imod det guddommelige i jeget, er vi således faldet mere eller mindre dybt for mørket, da vil skytsånden bestandig tale til det guddommelige punkt, for at vi med tide...

Intet menneske behøver at føle sig uelsket. Om alt andet svigter, så ejer vi alle Guds uendelige, evige, uforanderlige kærlighed. Altid. Guds uendelige kærlighed er som en flod, vi kan bade i, og hvori vi tvættes rene for alt smuds. Den er i os. Den er kernen i vort væsen. Guds uendelige kærlighed er som en evig, hellig flamme vi kan varme os ved. Guds uendelige kærlighed er som luften du indånder - lige så selvfølgelig og lige så livsnødvendig. Guds uendelige kærlighed er som den jord, du står og vandrer på. Lige så stærk og lige så urokkelig. Prøv at mærke efter. Først vil du måske tøve og tvivle - men efterhånden vil du mærke, at det er sandt. Gud elsker også dig uendeligt. Hvem og hvad du end er.

Som det fremgår af VmL og tilhørende værker, har de Yngstes hovedarbejde hidtil bestået i at gøre genvejen til Gud farbar for alle mennesker. Dette arbejde har stået på i millioner af år, og det kulminerede, da det i 1912 lykkedes at vinde Ardor, Satan tilbage til lyset og Gud ved tilgivelse og bøn. Nu da dette hovedarbejde således er fuldført - og genvejen er en realitet - farbar for enhver, som ønsker at betræde den - bliver de Yngstes vigtigste arbejde at vise menneskene denne genvej. Dette arbejde bør ikke udføres således, at man føler, at man får trukket denne genvej - tilgivelsen af Ardor og de guddommelige, evige sandheder som meddeles i VmL - ned over hovedet. Alt må ske frivilligt. Genvejen er et tilbud - ikke et krav fra Guds side. I tidligere tider blev de guddommelige sandheder ofte - på en måde - trukket ned over hovedet på menneskene ved de Ældstes løgnagtige tanker om de frygtelige konsekvenser, der ventede de "ugudelige og syndige" mennesker. De Ældste...

Både for den enkelte og for menneskeheden som sådan er tilgivelsen af Ardor (Satan) nøglen til lyset. En tilgivelse af Ardor bringer fred. Og gives den af hele menneskeheden, vil mørket og dermed den menneskelige lidelse mindskes markant. Samtidig vil den afkorte den tid, vi mennesker skal leve i denne mørkets og dødens verden, og afkorte menneskenes vandring til Gud meget. Tilgivelsen af Ardor er lysets nøgle.