Gå videre til hovedindholdet

Det uendelige lys

Gud er kulminationen af alt lys.

Jeg har selv oplevet dette uendelige lys adskillige gange i mit liv. Første gang oplevede jeg det i drømme. Da jeg var 20 år, havde jeg gennem længere tid lidt af lammelser i indsovningsfasen. En nat da det var særligt slemt, og jeg følte mig totalt lammet af mørke, da jeg var ved at sove ind, flød der pludselig et uendeligt lys ind i min tanke. I lyset var der en stemme, der sagde: "Jeg er Gudfader, du skal kæmpe!"

Mange mennesker der har haft nærdødsoplevelser (NDO) har også oplevet dette lys.

Jeg har senere ved flere lejligheder oplevet det. Blandt andet havde jeg en oplevelse en dag jeg lå i min seng (jeg var vågen). Pludselig føler jeg mig ombølget og favnet af et uendeligt, varmt, klart pastelgrønt lys. Jeg ved intuitivt, at det er Guds kærlighed.

En anden gang var lyset hvidt - og uendelig fredfyldt.

Livet er smukt - meget smukt. Selv om vi lever i mørkets verden her på Jorden, er det muligt at få glimt af det smukke, det uendelige lys. Det kræver bare, at man er åben for det. Ellers kan vi opleve glimt af livets skønhed fx når vi elsker et andet menneske eller bliver elsket.

Vi er her på Jorden for at lære at overvinde mørket. Men vort egentlige og rette hjem er et andet sted. Det er hos det uendelige lys i den uendelige kærlighed - hos Gud.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og d...
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d...
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst...
Send en kommentar
Læs mere