Carsten Ploug Olsen

Siden oldtiden hvor Ptolemæus omkring 150 e. Kr. skrev sin Almagest med dets geocentriske verdensbillede, Jorden som universets ubevægelige centrum, er de herskende verdensbilleder skiftet nogle gange, først med Kopernikus' teori om det heliocentriske verdensbillede i 1400-1500 tallet, Solen opfattet som midtpunktet, og siden det centrumløse og uendelige univers i begyndelsen af det 20. Århundrede, baseret på astronomiske iagttagelser af rødforskydning af lyset fra stjernerne og den deraf fremkomne teori om the Big Bang. Den centerløse verden har siden fået en parallel i tanken om det centerløse menneske, fx repræsenteret i Jesper Hoffmeyers, En snegl på vejen, om biosemiotikken, tegnets og sprogets betydning for alt levende. Hvor er menneskets centrum, dets kerne som vel alle oplever, hvis vi betragter mennesket som et udelukkende fysisk, biologisk væsen: I hjernen (i en særlig del af hjernen?), i hjertet, i maven eller en anden kropsdel? Måske er mennesket uden påviseligt c...

Jeg har valgt at slette tre indlæg fra bloggen i forbindelse med corona-krisen. Det drejer sig om indlæggene, Verden i dag - med et glimt i øjet, Verden i dag - den dag verden blev forkølet samt Eventyret om undergangen. Jeg må bare konstatere, at der vist alligevel ikke er så meget at grine af i denne krise og vil ikke bidrage til bagatellisering og mulig uansvarlig opførsel. Sorry! Men: This too shall pass!

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden; 1. Kor. 13, 13 Nogle religiøse personligheder, deriblandt Muhammed og Luther siger: Alt godt gror af troens træ. Gode gerninger, kærlighed, ja, evigt liv. Se på verden. Er det sådan? Er det ikke snarere sådan, at både godt og ondt gror af troen? Den giver nogle fred, andre dræber i dens navn. Nogle fatter håb af tro, andre fordømmer og udelukker. Nogle øver barmhjertighed af tro, andre forfølger og skænder og brænder i dens navn. Sig mig, alle I, der tror: Hvad ondt gror derimod af kærlighedens træ? Er kærlighed ikke større end tro, alene derved at intet ondt gror af den? Er kærlighed ikke for alle, tro ikke? Er kærlighed ikke for alle, uanset tro eller ikke-tro? Hvad er størst: Kærlighed uden tro, eller tro uden kærlighed? Hvad kan vi først undvære, kærlighed eller tro? Hvad er da størst?

Når vi hører en løgn og tror den, er det som at sænke et glødende jern i vand; det koger og bruser og vi får ikke ro. Når vi hører en sandhed og tror den, er det som når en blomst lukker sig om sin støvdrager ved aften; blomsten går til ro og intet er mere naturligt Løgnens og vildfarelsens oprørte vande spejler lyset brudt eller slet ikke; sandhedens rolige spejl gengiver lys, skov, menneske, livet selv Tanken flyder i en verden der flyder Når vi vil forstå udhæver sig tanken Fra fænomenet, fra objektet, det vi vil forstå Det er Kants adskillelse mellem subjekt og objekt Det erkendende subjekt overfor det erkendte objekt Subjektet overfor tingen i sig selv Og tingen for os Når tanken således sig udhæver, ophæver Ser vi objektet fra alle sider Vi søger at forstå, danne billede, optage Når vi har dannet et billede, en forståelse Indsynker billedet i tanken Det er Hegels identitet mellem subjekt og objekt Sammensmeltning, enhed Kant og Hegels to led i erkendelsen: ...