Carsten Ploug Olsen

'Alt er tomhed - verden skabtes af intet - stof og modstof udligner hinanden og giver nul - før det fandtes tiden ikke - tænkerne skriver deres tanker på verdens tomme tavle som i vand, som den elskende skriver sine længsler og drømme på den elskedes tomme tavle - alt er tomhed og jag efter vind - intet består alt skal forgå og vende tilbage til intet - menneskenes glæder og sorger og håb og nederlag, deres liv og deres død - alt udlignes og forgår og giver nul - verden og ånden er vind, en sagte susen af intet - vi er alene i en tom verden fra evighed til evighed fra intet til intet' - Sådan prædiker Slangen, sådan er dens tale. Tåber. Gudsfylde. Med dette ene ord bringer vi Slangen til tavshed. Magten og kærligheden og den varme og trygge og nære og milde Gud. Vi er ikke alene.

Hvis vi samlæser Vandrer mod Lysets redegørelse for hvordan lyset langsomt begyndte at brede sig fra renaissancen og fremad med en kulturhistorisk oversigt (jeg benytter mig selv primært af Will Durants Verdens kulturhistorie), kan vi hævde denne tanke: Lyset begyndte at brede sig - og mørket at vige - i kraft af modige mænd og kvinder der vovede offentligt at kritisere det bestående både indenfor religion og politik og videnskab, både indenfor det gejstlige og det verdslige område, og det afgørende var ikke så meget indholdet af fx religionen eller den politiske magts beføjelser og den bestående styreform, som det var krav om frihed til at tænke, tro, tale og ytre sig som man ville. Dette har sin grund i følgende enkle tanke: Al tvang virker til skade for den frie ånd og er af det onde, hvorimod frihed gavner ånden og virker til lysets udbredelse og vækst. Et menneske kan således være kristen eller muslim eller liberalist eller socialist eller naturvidenskabsmand eller andet, ...